Lej en værkstedsplads i guldsmedeværkstedet på Langeland
Dit kreative frirum i Guldtranen
Drømmer du om at skabe dine egne smykker og have en fast arbejdsplads med adgang til fælles maskiner og plads til fordybelse?
Hos Guldtranen på Raadhus i Tranekær udlejer vi værkstedspladser på månedsbasis til professionelle guldsmede og hobbyfolk med erfaring i håndværket.
Her får du dit eget arbejdsbord og gode rammer til at arbejde selvstændigt med dine projekter i dit eget tempo.
Måske søger du en base til din smykkeproduktion. Måske har du været på kursus og ønsker at arbejde videre. Eller måske længes du efter et kreativt frirum tæt på din hverdag.
Fast værkstedsplads:
1.980 kr. inkl. moms pr. måned
(1.584 kr. ekskl. moms.)
Hvem er værkstedet for?
Professionelle guldsmede og smykkedesignere
En værkstedsplads i Guldtranen giver dig en ramme om dit daglige arbejde med adgang til fælles maskiner og faciliteter.
Her kan du udvikle din egen kollektion, arbejde med bestillinger og skabe en fast rytme omkring din produktion. Du arbejder selvstændigt og får adgang til et etableret værksted, hvor du kan fokusere på dit håndværk.
Hobbyfolk med erfaring
Vil du give din interesse for smykker mere plads?
Hos os kan du arbejde videre med teknikker, du allerede kender, udvikle dit eget udtryk og opleve glæden ved at føre en idé helt frem til et færdigt smykke.
Skab en personlig gave, udforsk en serie af ringe, eller find en fast ugentlig rytme, hvor du giver dig selv tid til håndværket.
Dig, der har været på smykkekursus
En fast værkstedsplads kan være næste skridt efter et kursus.
Før opstart taler vi om, hvad du har lært, og hvilke projekter du vil arbejde med. Sammen vurderer vi, hvilke opgaver du kan arbejde selvstændigt med, og hvor du eventuelt har brug for mere undervisning.
Din egen plads – med adgang døgnet rundt
Værkstedspladserne er til dig, der bor i nærheden eller har din daglige gang på Langeland og ønsker et sted at vende tilbage til.
Du får dit eget arbejdsbord med tilhørende aflåselige skuffer, hvor du kan lade dit personlige håndværktøj blive mellem besøgene. Dine igangværende projekter kan blive liggende på din bordplads, så du kan fortsætte, hvor du slap.
Du har adgang døgnet rundt, alle ugens syv dage, året rundt, med undtagelse af de planlagte smykkekurser. Døren har kodelås, så du nemt kan komme og gå.
Når der er smykkekurser
Under vores smykkekurser er værkstedet forbeholdt kursisterne. Det drejer sig typisk om cirka én dag om måneden samt yderligere én til to uger om året.
Kurserne planlægges mindst tre måneder i forvejen, så du har god tid til at tilrettelægge dit arbejde.
Du er også velkommen til at tilkøbe en billet til kurserne og få inspiration og faglig vejledning til dit aktuelle projekt
Selvstændigt arbejde og mulighed for vejledning
Når du lejer en værkstedsplads, arbejder du på egen hånd. Du skal kunne bruge de relevante grundteknikker og følge værkstedets anvisninger.
Ved opstart får du en introduktion til indretning, fælles rutiner og det udstyr, du skal bruge. Brug af specialmaskiner kræver en særskilt introduktion og aftale.
Ønsker du faglig vejledning til et projekt eller hjælp til en ny teknik, kan du kontakte os om individuel undervisning. Vejledning bookes på forhånd og afregnes særskilt.
Er du helt ny i guldsmedehåndværket, er et af vores smykkekurser et godt sted at begynde.
Værkstedets udstyr
Guldtranen rummer fælles maskiner og specialudstyr til mange dele af guldsmedehåndværket.
Her findes blandt andet:
Håndvalse og maskinvalse.
Loddestationer og afsyringskar.
Slibe- og polermaskine samt ultralyd.
Ambolte og ringstrækker.
Gravørkugle, fattekløer og GRS-udstyr.
Knopstempler.
Ringrigler og hamre.
Støbeudstyr og Vulkaniseringspresse.
Emaljeovn.
Pladesaks.
Trækbænk og trækjern.
Udhugger.
Hvad er med i lejen?
Du får:
Din egen faste bordplads med aflåselige skuffer.
Adgang døgnet rundt uden for de planlagte smykkekurser.
Adgang via kodelås.
El, varme og internet.
Brug af værkstedets fælles maskiner og udstyr efter introduktion og aftale.
En letvægtsgasflaske til din plads.
Egne materialer og forbrugsvarer
Du medbringer selv materialer og forbrugsvarer til dit arbejde, herunder:
Metal, lod, sten og øvrige materialer til dine smykker.
Savklinger, bor, fræsere, slibepapir og andre sliddele.
Flux, polermidler og øvrige forbrugsvarer.
Gas (Flasken kan nemt genopfyldes hos den lokale købmand)
Du sørger også selv for kaffe, te og anden personlig forplejning.
Før opstart gennemgår vi, hvad du skal have med, og hvordan gas og øvrige produkter håndteres og opbevares i værkstedet.
Lej en håndværktøjskasse
Du kan medbringe dit eget håndværktøj eller leje en fast værktøjskasse med det udstyr, vi bruger på vores smykkekurser.
Leje af håndværktøjskasse:
Kassen indeholder: én stor grov halvrund fil, én stor fin halvrund fil, fem nålefile, stikpasser, skydelære, brætbørste, savbræt, skruetvinge til savbræt, savstel, loddeplade, loddekarrusel, rundtang, fladtang, spidstang, ringskinnetang, skævbidder, korntang/pincet, loddetang, fluxglas, fluxpensel, lineal, fatteklo, loddepind, ridsespids, filenav, holder til filenav, slibesten, spritlampe. Penalhus med skalpelhåndtag, voksnål, fem forskellige store voksfile og fem modelskrabejern.
Værktøjskassen er til din personlige brug og kan opbevares ved din plads.
Lej en mikromotor
Du kan medbringe din egen mikromotor eller leje en komplet mikromotor med håndtag og pedal.
Leje af mikromotor:
Ved opstart gennemgår vi brug og håndtering, så du kommer godt i gang og passer godt på udstyret. Bor, fræsere og øvrige forbrugsvarer medbringer du selv.
Din bordplads og vores fælles værksted
Vi passer sammen på værkstedet og holder de fælles områder pæne og klar til brug.
Ved fælles maskiner og arbejdsområder rydder du op efter brug, rengør efter dit arbejde og lægger fælles redskaber tilbage på deres plads.
På din egen bordplads er der plads til din måde at arbejde på. Her må projekter, materialer og værktøj gerne blive liggende fra gang til gang, så længe de holder sig inden for din plads og følger værkstedets sikkerhedsanvisninger.
Vi viser hensyn til hinandens arbejdsro og passer på udstyret og de fælles rammer.
Pris og praktiske vilkår
Månedsleje
Fast værkstedsplads
1.980 kr. inkl. moms pr. måned
(1.584 kr. ekskl. moms)
Tilvalg: håndværktøjskasse
300 kr. inkl. moms pr. måned
(240 kr. ekskl. moms)
Tilvalg: mikromotor
300 kr. inkl. moms pr. måned
(240 kr. ekskl. moms)
Fast plads med håndværktøjskasse og mikromotor
Samlet 2.580 kr. inkl. moms pr. måned
(2.064 kr. ekskl. moms)
Lejen betales månedsvis forud.
Depositum og betaling ved opstart
Ved opstart betaler du et depositum svarende til tre måneders leje af værkstedspladsen samt den første måneds leje:
Depositum: 5.940 kr.
Første måneds leje: 1.980 kr.
Samlet betaling ved opstart: 7.920 kr.
Eventuel leje af håndværktøjskasse og mikromotor kommer oveni.
Opsigelse
Du kan opsige din plads med én måneds varsel til udgangen af en måned.
Opsiger du eksempelvis den 10. april, ophører lejen den 31. maj.
De samlede vilkår fremgår af din værkstedsaftale.
Sådan kommer du i gang
1. Skriv til os
Fortæl kort om din erfaring, dine projekter, og hvordan du ønsker at bruge værkstedet.
2. Kom og se værkstedet
Vi aftaler et besøg, hvor du kan opleve stedet, se en ledig plads og tale med os om mulighederne.
3. Du får en samlet aftale
Før opstart modtager du vilkårene for din plads med pris, adgang og praktiske oplysninger.
4. Du får en introduktion
Vi gennemgår værkstedet og det relevante udstyr, så du er klar til at gå i gang.
Skal der være plads til dine idéer?
Vi vil gerne høre, hvad du drømmer om at skabe.
Skriv til os med lidt om dig selv, din erfaring og dit ønske til en fast værkstedsplads. Så finder vi ud af, hvordan Guldtranen kan danne ramme om dit håndværk.
Her finder du os
Guldtranen på Raadhus
Slotsgade 22
5953 Tranekær
Langeland