Julie Claësson
VITAL FESTIVAL
Famileopstilling og psykoterapi
Jeg blev certificeret familieopstiller fra ISFO i 2017, og har haft faste fortløbende grupper lige siden, samt afholdt forskellige workshops. Jeg er uddannet psykoterapeut 2013, familieterapeut, familierådgiver, supervisor, og jeg underviser på den psykoterapeutiske uddannelse SEOP, i traume og tilknytning.
Jeg er optaget af familieopstilling, fordi det er en enkel, men dyb og virkningsfuld metode til at synliggøre og bearbejde skjulte dynamikker, traumer og konflikter i familier og andre relationelle systemer.
Metoden blev oprindeligt udviklet af den tyske psykoterapeut Bert Hellinger.
Den bygger på teorien om, at vi som børn ofte ubevidst overtager skyld, ansvar eller svære følelser fra vores ophav. Når den naturlige orden forstyrres, kan vi ende med at bære på generationers gamle gentagelsesmønstre. Det kan blokere for den personlige udvikling og forhindre kærligheden i at strømme frit.
Under en familieopstilling bruger man gruppens øvrige deltagere som repræsentanter for familiemedlemmer eller dynamikker. Problemstillingen stilles så at sige op på gulvet. Gennem repræsentanternes feedback bliver det tydeligt, hvor man på et ubevidst plan bærer på noget, der reelt tilhører familiesystemet. Opstillingen synliggør, hvor relationerne er gået i hårdknude, og hvordan disse forviklinger lever videre indeni. Familieopstilling kan bryde de uforståelige mønstre og skabe dybe, vedvarende forandringer i livet.
Det er svært at forklare, hvad det er der sker i en opstilling, det skal prøves.