Øjeblikkets mester & Mads Harboe
Kreativ Festival
Levende univers af ord · Musik · Nærvær · Spontanitet
Med afsæt i intuition, leg og kreativ udfoldelse skaber Mads rum, hvor det ikke handler om at præstere, men om at lytte til det, der opstår i øjeblikket. Gennem workshoppen Øjeblikkets Mester udforsker vi kreativitet som en vej til nærvær, mod og autentisk udtryk.
Rejsen fortsætter når Øjeblikkets Mester indtager scenen med improviseret musik, spoken word og poesi. Sammen med musiker Kristian Ulbæk og publikums input opstår en unik koncertoplevelse, der kun findes lige her og lige nu.
Workshop
Øjeblikkets Mester – Kreativitet, nærvær og mod v/Mads Harboe
Hvad sker der, når vi giver slip på præstation og i stedet lytter til det, der kalder i øjeblikket?
Denne workshop er en invitation til at sænke tempoet, åbne sanserne og træde ind i et kreativt rum, hvor intuition, leg og nærvær får lov til at vise vejen. Gennem skriveøvelser, improvisation, stemme, rytme og spoken word udforsker vi forbindelsen mellem det, vi mærker indeni, og det, vi ønsker at udtrykke.
Kreativitet betragtes her ikke som noget, vi skal skabe, men som noget, vi kan åbne os for. I et trygt fællesskab undersøger vi, hvordan mod, spontanitet og nærvær kan give plads til nye ord, nye indsigter og levende øjeblikke.
Workshoppen kræver ingen erfaring – kun nysgerrighed og lysten til at være med.
Som afslutning på fredagens program samler vi dagens kreative oplevelser og skaber et fælles rum for fordybelse og skaberglæde. For dem, der har lyst, vil der om aftenen være mulighed for at dele ord, tanker eller kreative indslag ved festivalens koncert.
Varighed: 3 timer
Koncert
Øjeblikkets mester - kvartet
Øjeblikke af intenst nærvær, fjollede finurligheder, rytmisk råstof og lyrisk poesi, der rører ved hjertet og udfordrer sindet.
Mads Harboe, den erfarne poetryslammer og mester i at freestyle, inviterer dig til at blive en del af en enestående oplevelse, hvor han som nuets kapelmester bygger musik og poesi op lag for lag. Sammen med sin dygtige musiker, Kristian Ulbæk på mandolin, skaber han et smukt, sanseligt og enestående show, der er unikt for hver eneste optræden.
Det vil være en jam stemning, og al musik og ord er improviseret frem med input fra publikum, der også er det sidste medlem af bandet😉
Ord, sang og Perc: Mads Harboe
Mandolin: Kristian Ulbæk