Knud Daugaard

Kreativ Festival

Smilende ældre mand med gråt hår og florlet skjorte

Maleri

Når Knud underviser, handler det ikke kun om maling og pensler, men om at finde ind til det sted, hvor kreativitet, intuition og livserfaring mødes.

Knud har arbejdet med kreative udtryk hele sit liv. Allerede som ung udforskede han collagekunsten og udstillede blandt andet på Gudhjem Mølle på Bornholm. Senere blev kunsten midlertidigt lagt til side, da musikken kaldte, og han uddannede sig som almen musikpædagog fra Musikkonservatoriet i København. Siden har han haft mere end 25 års erfaring med undervisning og formidling.

Men Knuds vej har aldrig været snorlige – og netop dét mærkes i hans tilgang til kreativitet.
Gennem årene har han også fordybet sig i familieterapi på Kempler Institute, modtaget undervisning på Vækstcenteret i Nørre Snede i bioenergi og meditation, og arbejdet med intuitiv massage, healing og personlig udvikling. Han har drevet egne klinikker med healing og terapi i blandt andet Kolding, Aarhus og på Sydfyn, og har blandt andet gennemført et længere forløb med Lin David Martin med fokus på healing og kanalisering, og i mange år har spirituelle og menneskelige udviklingsveje været en naturlig del af hans liv og arbejde.

Undervejs blev også Et Kursus i Mirakler en vigtig inspirationskilde, og de seneste år har Knud været tovholder for grupper, der arbejder med kursets daglige lektioner og refleksioner som en praksis for nærvær, bevidsthed og indre ro.

I dag er penslerne for længst fundet frem igen.

For Knud er maleriets begyndelse ikke et spørgsmål om teknik eller perfektion, men om at turde åbne et rum, hvor noget nyt kan opstå. Hans workshops inviterer dig til at slippe kontrollen lidt, lege med materialer, mærke farvernes energi og lade kreativiteten få lov til at bevæge sig frit.

Du behøver ingen erfaring eller “kunstneriske evner” for at deltage, kun lysten til at udforske og skabe.

Workshoppen

På KREATIV Festivalen inviterer Knud dig ind i maleriets begyndelse – dér hvor idé, intuition og materiale mødes. Med fokus på leg, nysgerrighed og skaberglæde guider han dig trygt i gang med et nyt værk, uanset om du er erfaren eller nybegynder.

Du bliver introduceret til en række sanselige og eksperimenterende teknikker, der hjælper dig med at opbygge en levende og dynamisk bund.

Vi arbejder blandt andet med naturens egne materialer – strukturer, aftryk og organiske former – som bringer dybde og karakter ind i dit maleri. Undervejs tester vi teknikkerne sammen, udforsker deres muligheder og lader processen være lige så vigtig som resultatet.

Workshoppen er en invitation til at slippe kontrollen, finde dit eget visuelle sprog og lade kreativiteten få frit spil i et inspirerende fællesskab.

Knuds workshop undervises på dansk.